Text Box:  
Tolerance og respekt er ikke det samme

 

Essay. Foghs og JPs indrømmelser er nødvendige, men principløse. Frederik Stjernfelt

Weekendavise 18.02.2006

 

Sammendrag:

Tolerance – alle har lov til at sige hvad de mener. De kan være der som de er. Men vi kan være hudflættende uenig og have meget intense konflikter

Respekt – Vi lytter til folk, hører deres synspunkter. De kan påpeget vores fejl, vi deres

Man behøver slet ikke acceptere folks synspunkter = finde dem rigtige for at vise respekt eller tolerance. Ikke-religiøse skal have lov til at udtale sig om religiøse emner, og vice versa. Og så må vi bære over med hinanden blive provokerede og vrede, men lytte.

 

Konklusion: Mohammed tegningerne var realpolitisk og økonomisk dumt, moralsk og frihedsmæssigt enormt vigtige – hindrer censur og politisk korrekthed. Grupper vil altid føle sig såret – men alle skal kunne udtale sig frit og åbent. Og det muslimerne som ikke viser tolerance og respekt – de slår jo folk ihjæl for deres meningers skyld. Og det er afskyeligt

 

 

NU er så Fogh og JP i gang med rækken af forkølede undskyldninger i forsøget på at dæmpe den eskalerende internationale krise. Men før man kommer for godt i gang med at »respektere« Islam, er der måske plads til en historisk parallel.

 

I trediverne var dansk presse også under pres fra en stærk og

ikke-demokratisk udenlandsk magt. Et klip fra en artikel af Leif Larsen (Presse med mundkurv, Håndslag 1/2004) beskriver forholdene allerede i 1933, umiddelbart efter den nazistiske magtovertagelse:

 

»Den tyske gesandt i Danmark, Herbert von Richthofen, nøjedes ikke med en skriftlig indberetning til Berlin. Han opsøgte 1. marts 1933 udenrigsminister Peter Munch for at beklage sig generelt over den danske presse, men især over Politikens korrespondent, Herbert Steinthal, som han kaldte for ’meget udfordrende’. Peter Munch svarede beredvilligt, at han nu ville kalde pressens repræsentanter sammen for at anmode dem om at ’udvise den størst mulige tilbageholdenhed og forsigtighed.’ [...] De blev skældt grundigt ud og fik pålæg om at vise sig mindre udfordrende. Peter Munch nævnte ikke, at reprimanden ikke var hans egen, men tyskernes idé, og at de havde beklaget sig. På mødet advarede Munch imod for skarpe overskrifter og karikaturtegninger. «

 

Der er næppe mange, der vil bestride, at Munchs handlinger var lidet ærefulde. Han pålagde, stik imod Grundlovens §77, dansk presse at undgå omtale og karikaturer, der kunne krænke den magtfulde stormagt mod syd. Et andet spørgsmål er det, hvorvidt Munchs handlinger var kloge. Et sørenmørchsk argument har en del for sig: Danmark var en magtesløs småstat, og man måtte i geopolitisk nød bøje sig for presset fra en langt stærkere magt i håb om at kunne ride stormen af. Realpolitik.

 

De igangværende indrømmelser over for presset fra Mellemøsten har samme karakter. De er ikke ærefulde, men de er måske nødvendige set ud fra en realpolitisk statsraison, der antager, at småstaten Danmark i en tid med islamistisk terrorisme ikke gør klogt i at provokere. Men man må foretage disse undskyldninger vel vidende, at de er æreløse - de udgør, uanset hvor meget man vrider sig og finder på pænere begreber, en renoncering på ytringsfriheden.

 

Som alle andre høje principper kan ytringsfriheden midlertidig sættes ud af kraft, når statens og dens borgeres sikkerhed trues. Sikkerhedspolitikken er det ultimative politiske trumfkort, der kan stikke hvilket som helst nok så fint princip, når sagerne spidser til - »securitization«, som Ole Wæver har kaldt det. Men det indebærer ikke, at det er særlig ærefuldt eller »anstændigt«, når det sker.

 

Der er fx intet som helst ærefuldt eller principielt i at bøje sig for en statsstøttet handelsboykot i Saudi-Arabien - et land uden demokrati, et land hvor kvinder ikke må færdes uden tilladelse fra en mand, hvor kvinder ikke kan få pas uden deres mands samtykke, hvor staten ejer samtlige 12 aviser, hvor enhver omtale af demokrati, kristendom, ateisme og en lang række andre tabuiserede emner udløser strenge fængselsstraffe, hvor ingen religiøse symboler bortset fra islamiske må optræde i det offentlige rum, hvor dødsstraf og fysisk vold står centralt i et retssystem uden appelmuligheder - og hvor antisemitiske karikaturer langt hinsides JPs uskyldige kradserier er konstant inventar i pressen.

 

Find selv flere detailler på Human Rights Watchs hjemmeside. Et land, der har fostret al-Qaeda, og hvor det forbliver dunkelt, hvor megen støtte denne organisation reelt får fra de mere skjulte sider af statsapparatet. En god kandidat til en muslimsk-fascistisk stat. At skulle lade sig belære om offentligText Box:  
 anstændighed af en sådan stat kan ikke betegnes som andet end ydmygende. At staten internationalt behandles som et råddent æg, især af dens allierede USA, skyldes naturligvis alene, at den sidder på verdens største oliereserver. Realpolitik.

 

Men det kan altså blive småt for en småstat, og principper, som man burde holde højt, må bøjes i tilstedeværelsen af ustyrlige kræfter, som Fogh siger det. Man kan måske gætte på, at Fogh i den givne situation har fået lidt større forståelse for Scavenius, hvis - også lidet ærefulde - kompromiser Fogh ikke agtede højt i sine omstridte udtalelser om besættelsen.

 

Grunden til, at man i den givne situation må bøje sig, er altså dansk svaghed - og vel at mærke ikke, at man nu har fundet en »anstændig« tone, som mange i debatten mener eller håber, ej heller, at man bøjer sig i respekt eller forståelse for nogens rimelige krænkelse. For det, at nogen passioneret føler sig krænket eller måske bare hævder at føle sig krænket, er ikke i sig selv noget som helst bevis for, at en krænkelse har fundet sted: Vi har netop retsstaten til at afgøre, hvilke krænkelser der ifølge

lovgivningen er reelle (og altså må respekteres som sådanne) og hvilke der ikke er det.

 

Respekt

 

Der hersker i det hele taget megen forvirring om respekt. Hvilken respekt ligger der i ytringsfriheden? Jeg vil stadig henholde mig til et udsagn tilskrevet Voltaire, der er blevet skamredet så ofte og forstået så lidt: »I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.« Jeg skriver det på engelsk, fordi det lægges Voltaire i munden af den engelske forfatter S.G. Tallentyre (The Friends of Voltaire, 1906).

 

Typisk nok blev dette citat for nylig i Politiken gengivet i afsvækket form som: »Jeg er uenig i Deres synspunkt ...« Men det fjerner en afgørende dimension i den voltaireske idé. Det afgørende er nemlig »disapprove«: at det er forkastelige synspunkter, der har ret til at komme til udtryk. For det tydeliggør, at respekten på ingen måde angår synspunkternes indhold, men alene retten til at fremføre dem. Det er fx muligt at forkaste eller afsky islam og samtidig respektere og forsvare folks ret til at praktisere denne religion, nøjagtig ligesom man kan forkaste eller afsky JPs tegninger, men samtidig ubetinget bør respektere og forsvare retten til at trykke dem. Det udgør faktisk hhv. religions- og ytringsfriheden - men disse friheder indebærer ikke på nogen som helst måde, at andre end de troende har pligt til at »respektere« ens trosforestillinger.

 

Man behøver altså ikke nære nogen som helst respekt for islam, lige så lidt som der er nogen grund til partout at »respektere« Jehovas vidner, Tidehverv, hinduismen, buddhismen eller dyrkelsen af guden Moon, ja, lige så lidt som man behøver at ’respektere’ alle mulige andre private verdensanskuelser, organisationer, firmaer og ideer. Kritik af forskellige strømninger i islam er fuldstændig legitim og har intet med ’islamofobi’ at gøre, endsige med hån mod muslimer, sådan som islams forsvarere ofte gerne vil skyde kritikere i skoene. Der er således en meget stor og afgørende forskel på tolerance og respekt - og der er ingen grund til at foregive, at man »respekterer« en lang række skurrile synspunkter og doktriner, som man reelt kun tolererer. Skal vi »respektere« Abu Laban eller Louise Frevert? På ingen som helst måde. Men vi må tolerere dem.

 

Men hvad er så »respekt« over for andre personer? Hvad går den »respektfulde« dialog ud på, som vi hører så meget om? Jeg talte på et tidspunkt med Muhamed Filipovic, (kultur)muslim og filosofiprofessor fra Sarajevo. Med de bosniske rædsler i baghovedet hævdede han, at religiøse - præster, hodjaer, imamer, metropolitter osv. - er golde i det politiske spil. »De kommer ikke med noget.« De er aldrig villige til at indgå det kompromis, som politik kræver, aldrig villige til at lære af den konkrete situation. Det er måske en meget god definition på personer, der reelt ikke kan føre dialog, hvor meget de selv end kæler for det ord, og som man reelt må nøjes med at tolerere snarere end at respektere.

 

Med sådanne personer kan man have høflig og diplomatisk udveksling af synspunkter, men ingen dialog. Respekt vil jeg mene er forbeholdt de personer, der fundamentalt stiller sig fallibilistisk an -som Peirce eller Popper ville kalde det. Altså at man vedgår, at ikke samtlige ens egne synspunkter er evigt sande, og at man er åben for at nogle af dem kunne være forkerte og bør ændres, hvis nye argumenter eller ny dokumentation tyder på noget andet. En debat mellem sådanne personer er en reel, respektfuld dialog. Det var en lignende analyse, der fik Popper til at sige, at man (desværre) må være intolerant over for de intolerante.

 

Endnu en begrebssammenblanding roder nu tolerance og respekt sammen med et helt tredje og endnu stærkere begreb: accept - som om tolerance over for et eller andet ikke kun indrømmer dets ret til at ytre sig, men også indrømmer, at det i en eller anden forstand er rigtigt. Det er kulturrelativismen - at man tror, at tolerance fx indebærer accept af, at islam bare er en anden og ligeberettiget måde at anskue verden på, på linje med videnskab, astrologi og Born-Again-Christianity. Men det er vigtigt at forstå, at hverken tolerance eller respekt nødvendigvis indebærer nogen form for accept. Ikke-troende er frie til ikke at acceptere de religiøse dogmer og fx at afbilde Kristus og Muhammed og diskutere disse vigtige historiske personer på linje med andre mandlige pattedyr, som Christopher Hitchens siger. Eller rettere: den frihed har vi haft indtil nu.

 

The open society

 

Derfor må al snakken om accept af eller respekt for religioner og anstændig omtale af dem i det offentlige rum vige. Det er yderliggående gyseligt, at det britiske lovforslag om at gennemtvinge en sådan respekt ved reelt at kriminalisere religionskritik kun faldt med én eneste stemme i Underhuset onsdag 1.februar, fordi Tony Blair tog for tidligt hjem fra afstemningen. En dato, der fra nu af bør indgå med flammeskrift i ytringsfrihedens korte historie. For at gå ind på noget sådant ville være intet mindre end at påbegynde lukningen af the open society. England var det første moderne samfund, og begynder man først her at pakke ytringsfriheden ned, kan Oplysningen vise sig at have været en smuk parentes i en mørk verdenshistorie af evindelige religionskrige. At give sig til at messe om »tonen« midt under den aktuelle sag er derfor at lukke ørerne komplet for, hvad sagen i sin kerne handler om - nemlig ytringsfriheden, der er i helt overhængende fare.

 

For sagens kerne er og bliver det omfattende internationale pres på vestlig ytringsfrihed. Sagen angår jo, at en ekstremistisk gruppe - Islamisk Trossamfund - med tæt forbindelse til det berygtede Muslimske Broderskab i Egypten - har taget et bundt harmløse danske karikaturtegninger som påskud for en politiseren, hvis grad af planlægning vi endnu ikke kender til bunds. De kunne have valgt mange andre påskud, og hvorvidt Flemming Rose havde den ene eller anden intention med tegningerne er helt irrelevant - ytringsfrihed handler ikke om, at man skal søge om godkendelse af sine motiver, før man må ytre sig.

 

Efterhånden som sagen har udviklet sig som en koordineret aktion i internationale islamistiske netværk, fremstår det, som om tegningerne har været et ret tilfældigt påskud, der lige så godt kunne være valgt anderledes. Udsendingene fra Trossamfundet anført af Ahmed Akkari fra Hizb-ut-Tahrir fik på deres rejse i Mellemøsten påfaldende let adgang til de højeste politiske og gejstlige kredse - og efter alt at dømme med usandfærdige påstande om den danske stats ejerskab af JP. Her brugte man også midler som helt andre tegninger - en hund, der parrer sig med en bedende muslim, Muhammed med grisetryne. Øjensynlig var JPs tegninger ikke tilstrækkelig krænkende.

 

Hermed har Islamisk Trossamfund således selv frembragt betydelig mere stødende tegninger, end JP - og til og med haft held til at få BBC til fejlagtigt at angive JP som kilde. Anført af den tvetungede Abu Laban, der har indrejseforbud i Egypten på grund af sin islamisme, kampagnerer man således direkte mod ytringsfriheden, for såvidt målet simpelt hen er at presse Fogh til at begå grundlovsbrud ved at skride ind over for JP. Dette mål er gentagne gange blevet formuleret helt eksplicit og kan ikke vrides over i at angå nogen dannet »tone«.

 

Heldigvis stod statsministeren længe fast på ytringsfrihedens principper, men er nu realpolitisk blevet presset bagud så langt som til at beklage, og med serien af brændende ambassader er presset på ham ikke mindsket. Akkari, kendt for udsagnet om, at piger uden sl ør frit kan sparkes og endog vil have »godt af det«, fremstår nu som leder af situationens generalstab. I skrivende stund kræver han som talsmand for dansk Hizb-ut-Tahrir (en forening dømt for opfordring til mord på jøder) fortsatte offentlige undskyldninger, der skal omfatte smil og håndtryk mellem ham selv, Fogh og JP - et krav, der underbygges af den fortsatte række af ambassadeangreb, hvis arrangører vi ikke kender Akkaris grad af forbindelse til.

 

Højrefløjsgruppe

 

Samtidig er det som en positiv bivirkning af sagen blevet afsløret, at Islamisk Trossamfund langt fra repræsenterer alle danske muslimer. Naser Khader skønner - eller håber - at dens tilhængerskare blot udgør nogle få tusinde blandt de antagelig ca. 200.000 danske muslimer. Det hindrer ikke foreningen i at føre sig frem som talsmand for dem alle - ja indimellem for intet mindre end alle verdens 1.2

milliarder muslimer.

 

Det er morsomt at iagttage, at foreningen derved benytter sig af samme trick som Dansk Folkeparti, der også ustandselig taler om »danskerne« og »det danske folk«, selvom man ikke repræsenterer mere end 12 procent af vælgerskaren. Hvis man kigger ud over international politik ud fra en almindelig politisk skala, er der ingen som helst tvivl om, hvor Islamisk Trossamfund hører hjemme: indskrænkning af ytringsfrihed - antidemokrati - sharia hævet over lovgivningen - kvindeundertrykkelse. Det er en yderliggående højrefløjsorganisation ganske tæt på religiøs fascisme.

 

Islamisk Trossamfund kan derfor enes med Dansk Folkeparti om det gode i at give religionen forrang i det offentlige rum, og selv om de to organisationer naturligvis er fjender, repræsenterende hver sin religion som de er, har de begge profiteret ved at puste til ilden i den igangværende konfrontation - de høster begge tilhængere, blandt »etniske danskere« hhv. danske muslimer. Men det er vigtigt, man ikke lader sig forføre af den intense pingpong mellem disse to grupper og deres tilhængere. Og det er decideret gådefuldt, hvorfor store dele af centrum-venstre i dansk politik og kultur finder, at man partout skal tage parti for én af disse højrefløjsstrømninger, og at man således, hvis man ikke er tilhænger af Dansk Folkeparti, må støtte de ekstreme imamer - eller vice versa.

 

Der er naturligvis kulturforskelle, som kan gøre en klogere på modpartens måde at ytre sig på, hvis man sætter sig ind i dem. Vi har fx. set islameksperter sidde på tv og udlægge det skingre råb fra Vestbredden: »Danmark, Danmark, vent og se, Islam bliver din grav! « og »Knus alle danskeres hoveder!« som en særlig smuk arabisk tradition for blomstrende sprog, der egentlig betyder noget helt andet, nemlig en fredelig anmodning om dialog. Men hvorfor er det nu, at ingen lignende besindige eksperter tålmodigt har siddet på Al-Jazeera og forklaret de muslimske ekstremister, at tegningerne i JP udgør et blomstrende led i oplyste kulturers smukke og urgamle tradition?

 

Det har Vesten ikke gjort, og man kan forestille sig en vis bitterhed hos Fogh, der som tak for sin deltagelse i det betænkelige irakiske militæreventyr vel kunne have ventet en vis støtte fra sin old pal George W. Bush, nu i sin karrieres krisetime. Men der var ikke det fjerneste gran af hjælp at hente fra USA, nu da det var payback time - det amerikanske udenrigsministerium fordømte også principløst tegningerne, helt ude af stand til at skelne mellem satirisk kritik af et trossystem og bagvaskelse af dem, der tror på det.

 

Ser vi heri de allerførste konturer af en rædselsvækkende, stiltiende alliance mellem de ekstreme imamer og den amerikanske kristne højrefløj, der kan mødes på eet afgørende punkt: at indskrænke åndsfriheden og bekæmpe Oplysningen? Tænk på, at et af de seneste udbrud af regelret fascisme, i halvfemsernes Serbien, nød opbakning fra den ortodokse kirke - denne klerikale fascisme gik som bekendt ud over titusinder af uskyldige muslimer. Den aktuelle islamiske fascisme tegnet af de internationale islamistiske netværker har indtil nu ytret sig ved terror, men har i den aktuelle sag haft held med en helt ny strategi. Klar er i al fald konsekvensen af de danske undskyldninger: fra nu af vil enhver tilstrækkelig højrøstet og velorganiseret religiøs pressionsgruppe kunne gennemtvinge censur på vestlig presse - hvis den kan opstille et trusselsbillede af boykot og bomber

 

Gigolo Jesus

 

Lav et tankeeksperiment, der i den aktuelle surreelle situation måske ikke er ganske virkelighedsfjernt. Den djærve danske rapper Jokeren har lige udgivet CD-en Gigolo Jesus. Hvad nu hvis en eller anden forbitret kristen gruppe med gode internationale kontakter - de findes også - hidser sig op over denne sammenligning af Frelseren med en trækkerdreng? Og hvad hvis nu denne gruppe tog på turné i det ekstreme amerikanske højre og fik organiseret en handelsboykot, komplet med en henvendelse fra Bush til statsministeren om at lægge pres på pladeselskabet og stoppe udgivelsen og i øvrigt arrangere en række af ydmygende undskyldninger og beklagelser? Skulle Fogh i den sag lade sig styre af udenlandsk pres? Ville Politiken mon bifalde det? Den principløse og bløde linje hos vestlige politikere og megen vestlig presse har signifikant nok udløst øjeblikkelige internationale reaktioner. Den tyrkiske leder Erdogan har ufortøvet meldt sig på banen med krav om indskrænkning af ytringsfriheden - og det bør nok lige så øjeblikkelig få EU til at suspendere udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet indtil videre.

 

Det er helt naivt at forestille sig, at man kan »respektere« de foreslåede indskrænkninger af ytringsfriheden uden alvorlige konsekvenser. Tag den aktuelle sag. Jeg har talt med adskillige ellers oplyste bekendte, der havde dannet sig meget skarpe meninger om JPs harmløse tegninger - uden nogen sinde at have set dem. De optrykkes ikke i den presse, der ellers nærmest kun handler om dem, og offentligheden danner sig indviklede synspunkter på noget, den slet ikke er informeret om. Tilsvarende i England og USA, hvor mange kommentatorer »tager stærkt afstand« uden nogen sinde at have bedømt materialet. Og tror man, det vil være uden effekt på den øvrige diskussion af Islams mange problemer? Vil kritiske islamforskere reelt kunne fortsætte deres arbejde på danske universiteter, hvor vi allerede for et par år siden har set et voldeligt overfald på en underviser?

 

Man behøver ikke engang gå til ekstreme skræmmebilleder som for eksempel saudisk offentlighed, men se på multikulturelle, muslimsk dominerede samfund som Malaysia med stærke religionsspændinger og følgende tradition for »respekt« - her består pressen stort set af offentlige meddelelser og vejrudsigter, enhver kritisk diskussion anses for a priori respektløs og farlig, og samfundet stivner i parallelsamfund uden indbyrdes kontakt.

 

Heldigvis er der dog tilbage en stribe af fornuft, primært tegnet af modige kontinentale aviser, og det er interessant at iagttage, at den stribe herhjemme løber på tværs af det politiske spektrum, midt igennem hvert af de gamle partier fra Venstre til SF, karakteriseret ved at bekæmpe alle forestillinger om religiøs forrang i det offentlige rum. Hertil hører blandt andre Fogh i Venstre, Naser Khader hos de Radikale og fx. Nils Bredsdorff og Villy Søvndal på den gamle venstrefløj (hvor er mon sosserne?).

 

Det helt afgørende i den aktuelle situation er, at denne gruppering styrkes og står vagt om Oplysningens centrale værdier hinsides indenrigspolitisk fnidder for og mod Fogh. Kernen heri er naturligvis at vende sig resolut mod alle ideer om, at religioner skal nyde nogen særlig beskyttelse og har krav på at blive behandlet med en særlig bovlam og »anstændig« tone, der gør dem finere end andre kulturelle og politiske forestillinger. For det er de ikke. Bare fordi Gud indgår i ens vokabular, har man ikke krav på et nanogram mere respekt end folk, der foretrækker at meddele sig uden sådanne kraftudtryk. Man må med stor kraft vende sig mod de relativistiske ideer om, at tolerance betyder, at vi skal »respektere« eller endog »acceptere« alle mulige irrationalistiske og despekte synspunkter, så at alt ender med at være lige rigtigt. For så er der kun rå magt og realpolitik tilbage. Og ingen ytringsfrihed.

 

Foghs og JPs undskyldninger er derfor ikke hverken »respekt« eller »accept«, de er intet andet end dyster realpolitik fremtvunget af international pression på et svagt land - og det er og bliver et frafald fra Oplysningens bedste principper, hvor nødvendigt det end er i situationen.

 

Men ligesom den situation, som indledtes af von Richthofens pression i 1933, kun varede indtilText Box: http://www.weekendavisen. dk/apps/pbcs. dll/article?AID=/20060210/SAMFUND/602... 18-02-2006
 normale forhold blev genindført i 1945, så må det aktuelle tilfælde af nødret kun opretholdes, indtil situationen er så normaliseret, at almindelig ytringsfrihed igen kan gælde, så profeter af alle arter kan få kam til deres skæg.

 

Og om 10 eller 20 år vil striden om JPs i sig selv ligegyldige tegninger stå som en vigtig milepæl i historien om kampen om ytringfriheden. Hvis det altså til den tid vil være tilladt at omtale dette kontroversielle emne.