Hentet her

 

Den 6. juli kommer demokratiets forkæmper nummer 1 til Danmark.

I løbet af de sidste 4 år har han styrtet to diktaturer og bragt demokrati til 50 millioner mennesker. Han har vendt et frontal-angreb på den moderne demokratiske verdens liv, helbred, økonomi og livsstil til en proces for demokratisering og modernisering af nogle af de mest undertrykte og formørkede egne af verden. 

Man skulle dog ikke tro det, hvis man lyttede til medierne, eller til flertallet af politikerne for den sags skyld. Ifølge tidens herskende konsensus for god tone er Bush slet ikke i stand til den slags. Han er jo noget nær imbecil, en skydegal cowboy, en fundamentalistisk kristen i lommen på djævelske kapitalister, en forstokket hanbavian, samt ikke mindst: en dødsensfarlig krigshetzer.

Krigshetzer kaldte man også Churchill. Det har dog ikke forhindret de 2 mænd i at kæmpe for frihed og demokrati og dermed for en fredeligere verden (stabile demokratier fører ikke krig mod hinanden). Churchill viste sig at få ret med hensyn til både Nazismen og Kommunismen. Bush kan meget let gå hen og få ret hvad angår den globale terrorisme. Passivitet og eftergivenhed er sjældent svaret når vore værdier er i fare.
 
Bush-administrationen har altså denne her skøre idé om at alle fortjener demokrati. Også selvom de skulle bo langt væk og være gule, mørkebrune eller have krøllet hår. Desværre vækker det åbenbart stærk forargelse, at folk udenfor Europa skulle kunne finde ud af den slags: Bush har jo praktisk talt hele det politisk korrekte hylekor på nakken, når han prøver at føre idéen ud i livet.

DET HAR HAN DÆLEME IKKE FORTJENT!

Vi er nogle der er godt trætte af hetzen fra medier og meningsdannere.
  • Trætte af at licenspenge og portostøtte går til rendyrket antiamerikansk propaganda forklædt som dokumentarudsendelser eller debat.
  • Trætte af at det er i orden at skyde guerillasoldater, men en krigsforbrydelse at bande ad dem.
  • Trætte af et FN styret af tilfældige diktaturstater, der selv undertrykker og misrøgter deres befolkninger.
  • Trætte af at blive bildt ind at man kan snakke alle farer væk.
  • Trætte af at en USA-ledet intervention altid skal møde massiv modstand, mens f.eks. Frankrig kan gøre hvad de vil i Elfenbenskysten, i praksis ubemærket og uden kommentarer.
  • Og særdeles trætte af, at så mange medier og meningsdannere ikke kan skelne en ven fra en fjende!
VI HAR SIMPELTHEN FÅET NOK!

Det er klart at man får snavs på hænderne, når man tager fat på det grove arbejde. Selvfølgelig bliver der begået fejl af USA. Men alle valg koster jo: Mens FN-teologer og hobbyhumanister snakker og snakker om fine hensigter - og ikke mindst glæder sig over det snakken gør for deres image - så dør folk som fluer. Lidelser vokser og menneskers frihed og værdighed trues. I Sudans Darfur-provins er der f.eks. ca. 200.000 døde som følge af borgerkrigen. Over 1 million er på flugt.


Danskerne tør hvor andre tøver!

Danmark, regeringen og det danske folk har her modet til at tage stilling - i en tid, hvor traditionelle magtbalancer og aliancer er i forandring. Dette er vores fingeraftryk på det internationale samfund: At tage stilling og bakke op, hvor der skal bakkes op. Her overgår vi nationer der er langt større end os.

Det bør vi holde fast i, på trods af medierne og det gammelkendte etablissement af forstokkede akademikere fra 68-generationen.

Bush skal hyldes som den frontkæmper for frihed og demokrati han er. Som præsident har han ikke lænet sig tilbage, men har UDFØRT hvad USA står for, også når det har været problematisk i intern amerikansk politik.

Hans besøg i Danmark skal honoreres med danskernes oprigtige respekt.
Derfor: Mød op og gør os selskab. Hils positivt på George W. Bush den 6. juli!
 

PS: Man må gerne medbringe sit gode humør ;-)