Fortidens spøgelser

Blüdnikow: En selvforelsket generation

Gode points:

Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow. 'Denne gruppe selvforelskede mennesker evner ikke at foretage en egentlig selvransagelse,' mener han

7. april 2008
Problemet dengang (i 70-erne) var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som en ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen, siger Bent Blüdnikow. Foto: Søren Hartvig

"Hvorfor tør Information ikke røre ved det," lød det udfordrende fra Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder på Berlingske Tidende, i et interview her i avisen i midten af januar.

Blüdnikow mente, at dagens Information var præget af, hvad han beskrev som "et rodnet tilbage af det, man i mangel af bedre ord kan kalde venstrefascismen".

Blüdnikow henviste til bl.a. en udbredt Mao-begejstring og RAF-sympati blandt bladets redaktionelle medarbejdere engang i 1970'erne. Siden har avisen savnet "modet til at tage fat i det allermest betændte".

På Informations opfordring konkretiserede Blüdnikow sin kritik i seks punkter, og det førte til artikelserien Fortidens Spøgelser på ni artikler bragt i perioden januar-marts 2008, hvor punkterne et for et blev belyst.

Serien er blevet flittigt diskuteret på avisens hjemmeside: Havde Blüdnikow ret i sin kritik af Informations venstre-totalitaristiske fortid? Tja, det sete afhænger som bekendt af øjnene, men selv er Blüdnikow ikke imponeret. Bortset fra seriens indledende artikler om avisens dækning af Blekingegadesagen, som han synes var gode, siger han om resten:

"Det er lidt som at diskutere, om en flaske halvt fuld med væske er halv fuld eller halv tom."

Blüdnikow "anerkender, at der er sket fremskridt, og at der er skabt en debat, som for bare 10 år siden bare ville være blevet afvist," men der er samtidig nogle grænser, som serien ikke formåede at overskride. Grænser, som først og fremmest skyldes '68-generationens selvglæde, mener han.

Om selvforelskelse

"Det er et kollektivt psykologisk fænomen, at den mest selvforelskede generation i de sidste mange hundrede års danmarkshistorie stadig ser deres ungdom som en kamp for det gode. De er nok villige til at debattere, dog kun til en vis grænse, men når de skal se på sig selv udefra, så stopper det."

Og lige præcis dét mener Blüdnikow fremgår af seriens artikler, der alle lider af samme svaghed, når tidligere medarbejdere på avisen har udtalt sig:

"Man taler pænt om sig selv og sine gamle venner, men det hele bevæger sig inden for sit eget miniunivers, hvor man betoner uenigheder, og at man var pluralistiske. Set udefra virker denne pluralisme dog meget begrænset," vurderer Blüdnikow, der også lægger afstand til forsøg på at mistænkeliggøre hans motiver til at starte debatten:.

"Når man bevæger sig ind i debatten om venstreradikalismen, så risikerer man ballade og få skudt de mest væmmelige motiver i skoene. Jeres chefredaktør, Palle Weis, mente, at jeg kun gjorde det for at genoplive min tabte ungdom. Gert Petersen skrev, at jeg kun kritiserede venstrefløjen for at gøre kritik af Israel til symptom på antisemitisme. En læser har skrevet i Information, at min kritik af venstrefløjen og tidens totalitarisme skyldtes, at jeg fik for lidt sex dengang."

- Det er vel en del af debatten, at man snakker om motiver?

"Men det forunderlige er jo," siger Blüdnikow, "at den slags mistro til motiver aldrig er blevet udtrykt, når man diskuterer højreradikalisme og nazisme. De debatter er altid modtaget med glæde og priser, og alle er enige om, at man skal drage en lære af fortidens fascisme. Men når det er venstreradikalismen, så er den forståelse pludselig væk, og det fyger med skældsord som revanchisme, unuanceret, løgnagtighed, bodsgang og lignende, der alt sammen har at gøre med et forsøg på at undgå en egentlig selvransagelse."

Blüdnikow kritiserer også, at artiklerne ikke forsøger at indfange tidsånden, der dengang "dikterede march mod fælles mål og var meget håndfast".

De tidligere Information-medarbejderes indbyrdes uenigheder giver han til gengæld ikke meget for:

"En hvilken som helst gruppe - også f.eks. Johnni Hansens nazigruppe - vil have de samme indbyrdes modstridende synspunkter, som de 10-15 tidligere Informationsmedarbejdere, der blev interviewet til artiklerne om avisens fortid."

Blüdnikow medgiver, at "det selvfølgelig også er store krav at stille at skulle kunne se sig selv udefra." Han er også med på, som han siger, at det er "legitimt at forsvare sig selv og sine venner".

"Men Informations selvopgør er altså begrænset af deltagernes egen selvforelskelse. Problemet er, at den serie kun ridser i lakken. Hvis du havde lavet en serie, hvor folk uden for miljøet havde set på avisens historie, så havde du fået et helt andet billede."

Om Mao-begejstringen

- Kan du blive lidt mere konkret. Hvad skulle være gjort anderledes?

"Om avisens Mao-begejstring kan man selvfølgelig godt sige, at der var forskellige grader af begejstring, men der er næppe tvivl om, at Ebbe Kløvedal Reich var massivt Mao-begejstret."

- Det var han i så fald ikke ene om. Artiklen om Mao viste jo, hvordan redaktørerne af Jyllands-Posten og Berlingske Tidende foruden den tidligere statsminister Hartling også var tydeligt fascineret af Mao?

"Ja, det er da rigtigt, at en masse mennesker dengang havde sympati for Mao. Men dem, du der nævner, ville jo ikke indføre et maoistisk system, og de så ikke op til det, som det var tilfældet med de andre på venstrefløjen."

"En ting er at bortforklare Mao-begejstringen med, at der var uenighed på avisen også i dette spørgsmål, men hvis du i stedet havde interviewet en kineser, der var flygtet fra Kommunistkina og forelagt ham/hende Informations artikler fra dengang, så var vurderingen blevet langt hårdere end din hyggelige snak med avisens gamle medarbejdere," siger Blüdnikow.

"Desuden mangler der noget væsentligt i artiklen, nemlig tidsånden. Dengang kunne du ikke stille dig op på et redaktionsmøde og sige: Det er noget lort, der sker derovre i Kina."

- Hvor ved du det fra?

"Jamen, tidsånden er selvfølgelig altid svær at indkredse, så det er naturligvis svært at dokumentere, hvordan stemningen var på redaktionsmøderne," siger Blüdnikow og henviser til en artikel for nylig i Jyllands-Posten om maoismen. Artiklen var illustreret af et foto fra Skive Gymnasium engang i 1970'erne.

"Og hvad hang der på væggen bag gymnasiasterne? Et billede af Mao. Dét er tidsånden," siger Blüdnikow.

Han advarer også mod, at diskussionen af fortiden kun ses i en dansk sammenhæng, for så kører det let i ring, mener han:

"Så havner vi i de her meget lokale ting, hvor man glemmer, at der var tale om verdensbegivenheder. Så risikerer vi at ende som med besættelsestidens historie, hvor Anden Verdenskrig kun ses ud fra, hvordan det gik lilleputlandet Danmark," siger Blüdnikow, der opfordrer til at "undgå vennebortforklaringer og se Den Kolde Krig i et internationalt perspektiv."

"Det er ikke nok at lave millimeteroptællinger af uenigheder blandt de gamle medarbejdere, der selvfølgelig husker deres ageren meget mere nuanceret, demokratisk og ikke-voldelig, end den muligvis var. Og serien fortæller jo heller intet om det, der ikke stod i avisen."

Netop artiklen om Mao-begejstring viser ifølge Blüdnikow "selvforblændelsen". Han henviser til den tyske historiker Götz Aly, der selv er tidligere maoist og til Weekendavisen har sagt:

"Der var sager, vi ikke ønskede at vide noget om, og bagefter sagde man så, at det havde man ikke vidst. Deri adskiller min generation sig ikKe principielt fra generationen af 1933, der var med i Hitlerjugend."

Om Dragsdahl

Et andet af Blüdnikows kritikpunkter drejer sig om avisens tidligere medarbejder Jørgen Dragsdahl. I flere omgange er han med henvisning til bl.a. PET blevet udnævnt som sovjetisk-betalt agent. Den anklage afvises i Informations artikel bl.a. af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, af tidligere brigadegeneral Michael Clemmesen samt af en række af Dragsdahls daværende kolleger på Informations udenrigsredaktion. Deres argumenter bider dog ikke på Blüdnikow:

"Jeg læste da dengang Dragsdahls artikler, der gav USSR ret i, at USA var den aggressive part."

- Det er vel ikke at være spion?

"Vi ved, at Dragsdahl havde konspiratoriske møder med KGB-folk. Det foregik på mystiske lokaliteter, i S-tog, på parkeringspladser i Holbæk eller endog tre gange i Wien, samtidig med at Dragsdahl boede i USA. Hvem betalte hans flybilletter, når han mødte sine KGB-kontakter i Wien? Gjorde Information? Det kunne I da have undersøgt," foreslår Blüdnikow, der konkluderer:

"Vi kender ikke den fulde sandhed, men det er altså ikke nok at tale med aktørerne selv. De er ikke sandhedsvidner om deres egen ageren. Om Dragsdahl ved vi, at hans ageren var betænkelig, men også at der i PET's arkiv lå et notat, som bekræftede Ekstra Bladets gamle anklager om, at han var agent."

Om RAF-sympati

Endnu et af Blüdnikows kritikpunkter er, at der langt ind i redaktionslokalerne var begejstring for RAF-terroristerne i slutningen af 1970'erne. Blüdnikow angiver som kilde til den oplysning bl.a. Informations tidligere chefredaktør Lars Hedegaard samt et indlæg fra Peter Wivel på en intern blog i Politiken, hvor Wivel angiveligt skriver, at når han var udsendt for at dække tre RAF-terroristers begravelse i efteråret 1977, så var det også udtryk for sympati med RAF. Wivel selv har kategorisk afvist at have skrevet sådan på nogen blog.

"Jeg har ikke selv set den blog på Politiken, men jeg har fået refereret indholdet," forklarer Blüdnikow.

- Hvilket indtryk gør det, at Peter Wivel, som på Weekendavisen og Berlingske Tidende har været din redaktør, nu kritiserer dig og kalder dig for en 'dusørjæger'?

"Wivel var en af de mest reflekterede dengang, og han var med de nye franske filosoffer med til at nuancere debatten. Men han var også en del af bevægelsen. Det er derfor, at han i en leder i Information kunne skrive, at en sammenligning mellem retsplejen under nazitiden og i Forbundsrepublikken var relevant."

- Ifølge Wivel er det ikke fair kun at tage én sætning, som han i dag beklager, og ikke også se på hans mange hundrede artikler om terrorisme?

"Wivel går kun til en vis grænse, nemlig den som hans egne skeletter og periodens selvforelskelse tillader ham. Hvorfor nævner Wivel monstro ikke den leder med sammenligningen mellem nazitiden og Forbundsrepublikken i den bog, han sidste efterår skrev om RAF? Det eneste eksempel han nævner i bogen på en dansk RAF-sympati er en børnebogsudgiver! Hvorfor skriver han ikke om sig selv? Hvis man gennemgår hans artikler, så er der også andre skriverier fra Wivels hånd fra den periode, som var problematiske ud fra et demokratisk synspunkt."

Blüdnikow tror, at det, han kalder "den fulde sandhed" får man først, når 68-generationen er borte.

"Det vil ske, når historikere kan gennemgå materialet og sætte det i et internationalt perspektiv. Og det kan da være, at den generation først skal uddø, lige som tilfældet er med de ubehagelige historier fra besættelsen. De kommer jo først nu, hvor frihedskæmperne er ved at være væk."

Om DDR-spionen Meyer

Ifølge Blüdnikow "hyldede" Information Jörg Meyer, der som østtysk såkaldt Romeo-spion fik overtalt en ung kvinde til at udlevere fortrolige papirer fra Udenrigsministeriet. At avisens intense dækning af sagens mange vinkler skulle være udtryk for hyldest, afvises blankt af de medarbejdere, der dengang skrev artiklerne eller lederne.

"Jeg husker, at Information beskrev manden som en forfulgt uskyldighed, der blev brutalt behandlet af det borgerlige restmaskineri, og at sympatien lå og glødede."

- Det afvises af de, der skrev artiklerne?

"Jamen, manden var jo altså østtysk spion mod Danmark og dermed en del af et system, som undertrykte millioner af mennesker. Og jeg husker ikke, at han blev skildret som en del af dette modbydelige regime. Information kunne have brugt den her sag til at fortælle om det undertrykkende regime, der sendte folk ud for at undergrave Vesten. Det tvivler jeg på, at I gjorde."

- Så hvordan lyder din konklusion på vores artikelserie?

"Lad mig gøre det med en henvisning til den amerikanske skribent Poul Hollanders bog End of commitment. Han skriver: 'Den mørke del af min konklusion er, at mennesket har en tilsyneladende grænseløs evne til at blive draget af ønsketænkning og selvbedrag for at bevare forkerte overbevisninger og trossætninger og en uendelig energi til at klynge sig til skadelige illusioner.' Det siger det vel meget godt," siger Blüdnikow.

"Vi kommer ikke længere. I har bevæget jer, og det er jeg glad og taknemmelig for, men den manglende evne til at se kritisk på sig selv er hæmmet af jeres selvforelskelse."

"Problemet dengang var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som en ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen."

Interviewet er slut. Lige inden jeg går, spørger jeg Blüdnikow, om det kunne være interessant at belyse, hvordan andre aviser skrev om begivenheder i samme periode, altså ungdomsoprørets tid. Den er han helt med på.

"Hvis man kan grave noget frem om borgerlige avisers holdning f.eks. til Sydafrika eller Sydamerika, så lad os for guds skyld få det på bordet. Det giver den dybde, der gør det muligt at se tingene i perspektiv, og det er jo en menneskelig værdi i sig selv. Jo mere vi får frem, jo mere spil er der i fortidsforståelsen."

 

Serie: Fortidens spøgelser

Leflede Information i 1970’erne, 80’erne og 90’erne for venstretotalitære regimer?

Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?

Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:

1. Dækningen af Blekingegadesagen (Se Information den 30., 31/1 og 2/2 2008)

2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (17/3 2008)

3. Information var gennemsyret af maoisme (18/3 2008)

4. Der var sympati for Rote Armee Fraktion i redaktionslokalerne (19/3 2008)

5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer (22/3 2008)

6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne (Første del 25/3, anden del 26/3, 2008)

Serien er hermed slut.

Relaterede artikler