Published 2009-01-21 14:52
Print
 
 

Terroristen i 5. klasse

Dagens klummeskribent er Farshad Kholghi

»Snot og tå­rer blev blandet til en medli­den­hedens molo­tovcocktail og sprøjtede ud af hans øjne, ører og næse.«

 
Er du enig? debat@metroxpress.dk
 

Det skete i 5. klasse i Iran. Jeg husker ikke hans navn, men vil blot kalde ham Bølle. Han terroriserede hele min klasse, og hans sadistiske handlinger dengang har gjort min psykolog til en rig mand.
 

Bølle var tre år ældre end resten af os andre i klassen, fordi han var gået 5. klasse om tre gange. Bølle var alle os andre fysisk overlegen, og hans daglige angreb gjorde os bange. Ingen af os splejsede unger havde mod eller mulighed for at sige ham imod.
 

Medmindre man ønskede at få sit hoved begravet i toi­lettet, holdt man lav profil. Hver dag bad vi Gud om et mirakel for at undgå Bølles flyvende knytnæve. ‘Så, Bølle. Nu hejser du din side­mand ned fra flagstangen. Bølle, nu må du altså få din ven ud af brændeovnen. Det er ikke pænt’, kunne vores lærer sige halvhjertet.
 

Bølle var altid bevæbnet med gode undskyldninger. Hans voldelige handlinger blev altid retfærdiggjort med, at han havde sovet dårligt, at han havde været syg, at hans mor var syg, at hans far var blevet arbejdsløs, at hans hund var blevet voldtaget af naboens kat eller mange andre afvæbnende undskyldninger.
 

Engang insisterede vores søde lærer på, at Bølle skulle ned til skolein­spek­tøren og få sin straf, som bestod af hårde slag over fingrene med en tyk trælinial. I sådanne situationer kunne Bølle forvandle sig fra den nådeslåse tyran til det blideste offerlam.
 

Snot og tårer blev blandet til en medlidenhe­dens molotovcocktail og sprøjtede ud af hans øjne, ører og næse. Selv alle os, der var mål for hans tyranni, fik ondt af ham. Hulkende klagede han sig over, at proportionaliteten mellem hans ugerninger og straffen ikke var lige.
 

Han lovede aldrig mere at angribe os. Men så snart truslerne om straf var væk, genoptog han sin terror.
 

Sådan blev det ved i et stykke tid, indtil vi fik en ny lærer, der så ud til at besidde en vilje af granit. Hun så lige igennem Bølle, trak ham i øret og sagde: ‘Nok er nok’. Som sædvanlig startede Bølle sin offerkomedie og vrælede så meget, at FN ville fordømme vores nye lærers handling promte. Men denne gang hjalp hans tårer ham ikke. Hans offerkomedie havde ingen påvirkning på vores granitlærer, der stod fast på at forsvare eleverne i klassen.
 

Bølle fik et uforglemmeligt spark i bagen og fløj ud, ikke bare af vores klasse, men af vores skole og også af vores liv. Først der blev freden en realitet.